Vores kulturarv er vigtig for os allesammen

Velkommen til Historien fra A-Z

På denne side vil du kunne følge de nye historiske fund samt læse om de gamle.

Du vi kunne læse om de gamle metoder og redskaber som man brugte i stenalderen og frem til middelalderen, der vil også være historisk matriale om gamle byer og gårde.

Du kan feks, læse om hvordan soldaterne i borgerkrigen kunne holde de lange march ud

bare ved hjælp af en lille ting fra naturen.

God fornøjelse .

Oldtiden eller forhistorisk tid

Oldtiden, eller forhistorisk tid, dækker danmarkshistoriens længste forløb. Dansk forhistorie er absurd, hvis den alene ses inden for de nuværende grænser; i oldtiden hørte landskaber som Skåne og Slesvig, og ofte langt videre regioner, med til samme kulturområde som nutidens Danmark. Områdets rolle i den europæiske kulturudvikling er præget af geografien og kommunikationsmidlerne gennem tiden. Indvandring i større stil var forudsætningen til at begynde med, men senere viser den materielle kultur kontinuitet, selv danernes komme i 4. århundrede e. Kr. tegner sig ikke som en invasion.

Den danske arkæolog Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865) opdelte i sit banebrydende værk Ledetraad til nordisk Oldkyndighed (1836) oldtiden i sten- bronze- og jernalder, defineret af råmaterialet til de skærende redskaber. Denne simple teknologiske model er siden udbygget og fininddelt, så perioder på 100 år eller mindre i de bedste tilfælde kan anvendes. Til kronologi bruges arkæologiske/historiske metoder og naturvidenskabelige - kulstof 14, iskerner, dendrologi mv. DNA-isotoper og andre biologiske analyser har et enormt potentiale, men kan normalt ikke bruges pga. af nedbrydningen i jorden.

Stenalder: Jægerstenalder, 13000-4000 f. Kr.

Tidligst var her mennesker - vel neandertalere - i Mellemistiden for ca. 125 000 år siden, at dømme efter marvspaltede dådyrknogler fra Hollerup og en håndkile (slagvåben). Mammutter færdedes her til for 13200 år siden.

Ertebølle-kulturen 5400-4000 f.kr

Køkkenmøddinger blev et internationalt ord, da de først var opdaget i Danmark omkring år 1850. De metertykke affaldslag ved kysterne kendetegner jægerkulturernes sidste par årtusinder, 6400/6800-5400 Kongemose-kulturen, 5400-4000 f.Kr. Ertebølle-kulturen. 

Jæger Stenalderen : Begyndelsen

Da den sidste istid var forbi, og det vi kalder Danmark lå med sit åbne,skov-løse

landskab,sine moræne-bakker og smeltevandsdale,vandløb og søer strejfede nogle få skindklædte rensdyr-jægere om i den midtsjællandske tundra.

Senere rykkede urskoven ind og dækkede landet, og urokse,elg, kronhjort og vildsvin blev stenaldermandens storvildt.

Det var tiden, da Danmark var landfast med Skåne og England.

Omkring 6000 f.Kr. trængte havet ind og skabte langsomt omtrent det

landkort, vi kender i dag.

Ved strandene i de varme somre voksede køkkenmøddingerne, rester af menneskenes måltider - østersskaller i tusindvis, men også knogler

af vildt og fisk, foruden bortkastede, uslebne flint-redskaber; af og til blev endog et menneske begravet i affaldsdyngen

Stenalderen er opkaldt efter periodens mest anvendte råstof ; men også lettere forgængelige matrialer som træ, og ben og hjortetak har været brugt

Det, vi kalder jægerstenalderen, var den tid, da jagt og fiskeri og indsamling var de karakteristiske erhverv.

Dens flinteredskaber var tilhugget med få præcise slag, men uden slibning; keramikken var enkel og tung.

Jægerfolkets tanker kender vi ikke, men vi ved, at de gjorde sig, forestillinger om døden og tilværelsen efter den; ved Øresund blev en nyfødt dreng gravlagt på en svanevinge og med en lille flintekniv ved lænden.

Omkring 4000 f.Kr. indtræder den epoke, man har kaldt "Landbrugsrevolutionen"

De første bønder gør lyst i urskoven med svære slebne flintøkser og sår deres primitive kornsorter i den opkradsede jord.

Husdyr græsser nær bopladserne og der viser sig nye former for lerkar, dekoreret med kunstfærdige mønstre

Bondestenalderen er i fuld blomstring...

Bonde Stenalderen : Væksten

Endnu i dag er det danske landskab præget af stenalderens bondekultur ; det skyldes, at der mellem 4000 og 3500 f.Kr. kom en ny gravskik hertil, svære gravkamre, bygget af vældige kampesten,viser sig næsten overalt.

Først dyssen : gravplads for en eller nogle få døde.

Lidt senere følger den langt større jættestue; et stenkammer med plads gemmen tiden til døde fra en hel slægt eller bygd, ofte dækket af en imponerende jordhøj.

Det er fra de gravlagtes gaver, vi nu har mange af vore smukkeste oldsager.

Endnu en ny gravskik, enkeltgraven, præges af bl.a. af mandens gravgods, hans pragtfulde stridsøkse af sten; og mod stenalderens slutning er elegante

flintdolke karakteristiske for gravgaverne - begge våben har tydelige forbilleder i den metalkultur, der nærmer sig sydfra...

Bronzealderen

Omkring den tid, da Tutankh-amon regerede i Egypten, blev en ung, blond, jysk pige gravlagt nær Egtved i sin kortærmede trøje og sit snore-skørt med bælteplade af ciseleret bronze.

Det var i den periode, vi kalder bronzealderen, fordi metallet og støbekunsten nu var taget i brug herhjemme.

Danmark bliver rigt, guldet finder vej til stormænd og høvdinge ; de tilbeder solen som den store, livgivende guddom og fører dens billede omkring på en vogn.

Men nye guder i menneskeskikkelse vinder frem ; manden med den store økse og kvinden med den snoede halsring...

Med større og større dygtighed omdanner de hjemlige bronzestøbere det kostbare indførte metal til prangende våben, nyttige redskaber og stilsikre smykker.

Når den oksetrukne ard trækker de første furer i ageren, påkaldes frugtbarhed og livskraft.

Langhuse større end et moderne parcelhus, med fremragende tømrerarbejde,giver plads til både mennesker og dyr.

Skibe og vogne sørger for samkvem med naboer, nær og fjernt ; og gavegivning og tuskhandel skaffer mærkelige og fremmede sager hertil - undertiden helt fra middelhavet.

Med Lurernes rungede toner taler gudernes stemmer

Jernalderen

Mens Rom voksede fra flække til førende verdensmagt, udviklede Danmark sig til et høvdingestyret landbrugssamfund baseret på kvæg og planteproduktion

Men tilværelsen var ofte hård og befolkningstallet gik voldsomt op og ned gemmen hele jernalderen

Måske fordi klimaet i perioder viste sig fra sin barske side, så børn,ældre og svage faldt fra

Til andre tider var vejret mildere og gav grundlag for god avl, højere befolkningstal og overflod af landbrugsvarer, der kunne byttes for sølv,guld og glas, som blev falbudt af udenlandske købmænd

Jernet er et stærkere og langt billigere matriale end bronzen,som man anvendte i perioden før jernalderen.

Jernalderens værktøj og redskaber blev derfor også mere effektivesamt lettere at erhverve.

Derfor kunne man nu opdyrke større arealer.

Men jern er også velegnet til fremstilling af våben.

Af mosefundne kan vi se , at perioden var præget af uro og voldsomme kamphandlinger

I slutningen af jernalderen blev handlen betydeligt mere omfattende end tidligere.

De første egentlige handelspladser og byer blev anlagt.

Her begyndte man så småt at anvende metaller.

Mål og vægt er sikkert også blevet fastlagt; man aner spiren til den velordnede stat.

Vikingetiden

Vikingetiden - der er klang i ordet af dristige sejladser under stribede sejl, af strandhugst på fremmede kyster, sværdslag og øksehug.

Vindfyldte råsegl over slanke klinkebyggede skibe, tegnet mod horisonten, var engang en del af den centraleuropæiske og angelsaxiske

kystbefolkings virkelighed.

Og vel at mærke en virkelighed, som kunne være rå og brutal.

Det syn fortalte at vikingernes skibe var på vej, og deres besøg kunne betyde plyndring og mord for klostre og byer.

Men som tidliger sagt - ikke kun det

Det er vikingetidens togter, der mere end noget andet karakteriserer perioden

Den søbårne viking, der med sit skib besejlede have, bælter, sunde, fjorde, og floder og nåede egne, som ingen anede eksisterede

Gravformer

Vikingetidens gravformer er mangefoldige - ja der er næsten ikke den variant, som ikke kendes fra perioden.

Ligbrændring kendes fra simpel brandplet til gravsættelse i urne under flad mark, i høj, markeret med sten, eller under lille opkastet tue.

Jordfæste grav kendes uden kiste, i tømret kiste, i bulkiste, i almindelige opbevaringskister, i vogn-fadinger, skibe, i dele af skibe,andre i

eksisterende høj, enkelte under en nyopført storhøj.

Gravene findes uden gravgaver, med få og enkelte, helt op til overdådigt udstyret grave med omfattende udstyr, metaller som guld,sølv, og kostbare perler importeret fra østen findes tit blandt gravgaverne

Dyr som heste og hunde og såmænd også trælle blev medlagt i graven

Ligene nedlægges som regel orienteret øst-vet med hoved mod vest,men alle andre orienteringer kendes også.

Ligbrænding er den gamle hedenske begravelsesform hvor liget med event. udstyr brændes på ligbål.

Resterne begraves enten i jorden eller hensættes i urne.

Ligbrændingsskikken går af mode i begyndelsen af 900-årene.

Men vikingen var ikke kun en søbunden kriger, nej han var en arbejdsom bonde der sørget godt for sin familie, han dyrkede afgrødre i forskellige

former og byggede gårde og lader til at opbevare sit korn i så man kunne klare sig i de hårde vintre.

Hvis en sommer slog fejl kunne det betyde en vinter med sult og nød specialt for enkeltgårdsbosættelserne som lå i det nordlige Skandinavien

De lå tit afsides og isoleret, så det var katastrofalt hvis høsten slog fejl,eller kvæget døde.

Det medførte, af flere og flere, slog sig sammen i mindre landsbyer.

Ringborge og forskellige voldsteder skød frem i landskabet flere og flere flyttet sammen og det betød så at man bedre

kunne hjælpe hinanden med høsten og kvæget og man stod bedre beskyttet mod en fælles fjende udefra.

NKD.INFO

NYHEDER * NEWS * NYHEDER * NEWS * NYHEDER * NEWS

Arkæologer mener at have fundet en viking-boplads i Amerika

Nye vikingefund kan ændre nordamerikansk historie.

Vikingerne nåede måske flere hundrede kilometer længere ind i Nordamerika, end man hidtil har troet.

Det er i hvert fald teorien, som håbefulde arkæologer ifølge National Geographic lige nu arbejder på.

Point Rosee på Newfoundland ligger hele 600 kilometer fra L'Anse-aux-Meadows, hvor man har fundet de eneste beviselige spor efter vikinger i Nordamerika. Her har man nu opdaget gamle græstørvsstrukturer og en stenarne, der er blevet brugt til at bearbejde jern med.

Ifølge arkæologerne kan det sensationelle fund i Nordamerika være en viking-boplads - Enten er det en helt ny kultur, der ligner nordboernes, og vi ved ikke, hvad det er.

Eller også er det den mest vestligt liggende vikingeboplads, som nogensinde er fundet, siger den internationalt kendte arkæolog Sarah Parcak til avisen Washington Post.

Hvis fundet virkelig stammer fra vikinger, kan skandinavernes histoire historie i Nordamerika vise sig at være mere omfattende end hidtil troet

Ifølge National Geographic er der flere ting, der gør Point Rosee til et ideelt sted for vikingerne. Der er kun få klipper og stenrev, der gør det let at ligge for anker eller ligefrem bringe skabet på land. Klimaet og jorden er velegnet til at landbrug, der er masser af fisk og vildt, og ikke mindst var der jern.

Og hverken baskiske fiskere eller indfødte kan tænkes at have bearbejdet jern på den måde, skriver National Geographic.

Douglas Bolender er arkæolog og specialiserer sig i vikingebosættelser. Han tillægger opdagelsen stor betydning.

- Point Rosee kan være med til at bekræfte historierne eller ændre på dem totalt. Vi kan ende med en meget længere periode med vikinge-aktivitet i 'Den nye verden', siger han til National Geographic

Om forhistorisk arkæologi i N.K.D

Forhistorisk arkæologi søger viden til at rekonstruere liv og samfund i de årtusinder, hvorom der ikke kendes nogen skriftlige oplysninger. Det eneste originale kildemateriale er data fra jorden i form af menneskeskabte (artefakter) eller naturens (økofakter). Alt for sjældent kendes mennesket direkte i form af skeletrester, næsten alle kilder er indirekte og kræver en fortolkning for at kunne anvendes som data. Kun i undtagelsestilfælde kender vi mere til enkeltindivider end køn, alder og længde, fx Ötzi, Egtved-pigen og Grauballe-manden.

At en sten er fundet anno xxxx af NN på en mark i Y sogn og Ø herred er basale objektive oplysninger. At stenen er en stridsøkse af A-typen fra enkeltgravskulturens undergravsfase omkring 2500 før vor tidsregning er en tolkning af den simple slags, hvor etnografiske paralleller inddrages. Uden generationers forskning i udgravninger, typologi og kronologi ville øksen stadig blot være en ubestemt sten med hul i.

Jo nærmere vi kommer det særligt menneskelige - tanken - jo sværere bliver tolkningen. Kognitiv arkæologi forsøger herpå, som sidste skud på den række teorier, fx positivisme og processuel arkæologi, som faget har brugt.

Den information, som findes i jorden, frigives først i det øjeblik, den udgraves. Udgravningens kvalitet afgør informationens. Arkæologiens paradoks er, at man ødelægger kilden i det øjeblik, den skabes. Når en grav udgraves, ødelægges tingenes sammenhæng med jordlag og hinanden, men uden udgravning fås ingen kvalificeret oplysning om noget som helst.

Først i 1969 blev det ulovligt at ødelægge fortidsminder. Inden ødelæggelse skal de undersøges. Siden da er tusindvis af bopladser, gravhøje etc. udgravet som redningsgravninger, dvs. reddet fra den rene udslettelse til en kontrolleret ødelæggelse. Mekanisering og anden ny teknik har givet en stribe nye oldtidsmindetyper, og navnlig bragt helt ny indsigt i husarkitekturen gennem oldtid og middelalder. Den helt store trussel er landbrugets stadige afhøvling af de endnu bevarede jordlag.

Blandt fagets metoder er kildekritik af stigende betydning. Ud over udgravning og rekognoscering anvendes en række moderne teknikker som GIS etc. Hovedproblemer er naturen som ramme om kulturen - landskabsarkæologi er den nyeste tilgang. Hvor gravarkæologien tidligere var enerådende, er bebyggelsens struktur og udvikling nu hovedemnet. Fornyelse og internationale kontakter er centrale emner, fx ex oriente lux-teorien eller center-periferi forhold.